Portræt af visesangere: Arne Skjelsager

To år gammel poserer unge Arne med sit brede smil og store krøllede hår. På det tidspunkt vidste han ikke, at hans tip-oldefar var en tapper helt, der egenhændigt nedlagde en kronhjort - eller var det et vildsvin - kun bevæbnet med en jagtkniv. Tip-oldefar var ansat hos Greven af Weddellsborg, og han havde blandt andet til opgave at samle vildt efter grevens årlige jagter. Ved en ad disse lejligheder blev Tip-oldefar angrebet af et anskudt dyr, som han dræbte - næsten med de bare næver. Derfor blev han af Greven begavet med en landsby, nemlig Faurskov, som hurtigt blev befolket med Skjelsager-slægtens børn og børnebørn. Og det var her, at den unge Arne blev foreviget i 1929.
To år gammel poserer unge Arne Skjelsager med sit brede smil og store krøllede hår.
På det tidspunkt vidste han ikke, at hans tip-oldefar var en tapper helt, der egenhændigt nedlagde en kronhjort – eller var det et vildsvin – kun bevæbnet med en jagtkniv.
Tip-oldefar var ansat hos Greven af Weddellsborg, og han havde blandt andet til opgave at samle vildt efter grevens årlige jagter. Ved en af disse lejligheder blev Tip-oldefar angrebet af et anskudt dyr, som han dræbte – næsten med de bare næver. Derfor blev han af Greven begavet med en landsby, nemlig Faurskov, som hurtigt blev befolket med Skjelsager-slægtens børn og børnebørn.
Og det var her, at den unge Arne blev foreviget i 1929.

Mit curriculum vitæ

Viseforeningens Grand Old Man, Arne Skjelsager, fortæller om sit liv, sin musik og sit arbejde. Han begynder med afsnittet om sine musikalske oplevelser.

Arne og hans søskende. Billedet er fra 1947, og her ses Helga Hansen, født i 1932, Hans Martin Jeppesen, født i 1930, og endelig storebror, Arne Skjelsager, der blev født i 1927.
Arne og hans søskende. Billedet er fra 1947, og her ses Helga Hansen, født i 1932, Hans Martin Jeppesen, født i 1930, og endelig storebror, Arne Skjelsager, der blev født i 1927.

Af Arne Skejlsager

Mit fødehjem var ikke et hjem med klaver, men det var  – indtil jeg var 10 år gl. – fuldt af sang og oplæsning af skønlitteratur. Min mor sang salmer og skillingsviser, min far salmer og Højskolesang-bogens repertoire, og jeg sang med; men min far døde af en blodprop i hjertet som 55 årig, og de muntre toner døde hen.

I skolen var jeg med på skolekoret, men derefter gik der mange år uden sang. Min første kone, Bitten, var dygtig på klaveret. Det var mest klassisk musik, og det er også det vor gamle grammofonpladesamling fortæller. Det nød vi begge.

Først da jeg blev gildebror og deltog i opførelsen af Nødebo Præstegård, Good Old Days, revyer, Fødselsdagskoret m.m. kom sangen atter ind i mit liv.

Det blev også til en hel del lejlighedssange. Jeg var blevet passiv medlem af Visens Venner Allerød, hvilket jeg nød meget og min nye kone, Annet, ligeledes.

Annet sang i et udenbys kor,men da en tåbelig leder gjorde sig uvenner med en stor del af koret, hvilket gik hende meget på, beklagede hun sig jævnligt til mig.

Det fik mig til at foreslå, at vi oprettede en viseforening i Farum. Det var vi enige om. Jeg skrev artikler til bladene om starten af denne, fremstillede plakater og hængte dem op og fik lov at låne Ellegården, hvor vi blev enige om den nye forenings navn: Farum Viseforening, foreningens formål, love og bestyrelse. Mange gode sangere fra Annets tidligere kor fulgte med og blev en god støtte for den nye forening. Det opdagede Visens Venner Danmark hurtigt og inviterede os til at indmelde os hos dem.

Jeg havde ikke regnet med selv at skulle være aktiv, men da man mente, at så ville mange andre ikke turde gå på scenen, måtte jeg til at tage undervisning, deltage i Pensionistkoret, i pensionisternes formiddagssang på ældrecenteret Gedevasevang, Ældresagens Fyraftensang og det årlige kursus i sang dans og musik på Uldum Højskole – for mig: visesang og kabaret. Skønt!

Min tid som spejder
Det er meget hurtig fortalt! Fra landsbyskolen i Kerte kom jeg på realskole i Årup. Min bedste ven blev præstens søn fra Ørsted, Lasse, som aldrig tog noget alvorligt. Alle præstens fire sønner var spejdere i KFUM i Vissenbjerg, og jeg fulgte med. Det var morsomt. Det foregik mest i præstens have, hvor vi legede, og Lasses storebror holdt en salvelsesfuld oplæsning fra Bibelen,og vi sang et par salmer.

Det var under krigen, og det var vanskeligt at skaffe cykeldæk. Jeg havde 10 km til skole, så jeg var kun spejder kort tid., for det var jo vigtigere, at jeg kunne cykle til skole.

Da mine sønner blev gamle nok, blev de Ulveunger i Peter Lassen. Mine koner har deltaget meget i spejderarbejdet, og sammen har vi været med på deres Sommerlejre.

Blandt Sct. Georgs Gildets mange aktiviteter var opførelsen af syngespillet om "Nødebo Præstegaard". Her spillede Arne rollen som studepranger. Yderst til venstre ses Arnes senere 2. hustru i rollen som studehandlerens datter. De to øvrige er Gildesbroder Arne Christensen og Maren Andersen.
Blandt Sct. Georgs Gildets mange aktiviteter var opførelsen af syngespillet om “Nødebo Præstegaard”.
Her spillede Arne rollen som studepranger. Yderst til venstre ses Arnes senere 2. hustru i rollen som studehandlerens datter. De to øvrige er Gildesbroder Arne Christensen og Maren Andersen.

Een gang spejder – altid spejder! Vi blev inviteret til at deltage i Farum Sct. Georgs Gilde, hvor jeg ganske normalt blev Svend, Væbner og Ridder. Jeg blev Spejderlaugsmester og har ledet over 50 spejderløb. Jeg blev Kansler i Farum Sct. G. G. Da mange tidligere spejdere gerne ville med i Gildet, og da dette ikke mente, at de kunne optage flere, tog jeg initiativet til at danne et nyt Gilde. Det blev Fiskebæk Sct. Georgs Gilde, hvor jeg har været Gildemester i toperioder à to år og deltaget i Spejderråd, Væbner- og Ridderforberedelsesudvalg m.m. Da der blev for få medlemmer i det gl Gilde, blev begge Gilder igen slået sammen.

De har betydet noget for mig
Som ældste søn fik jeg lov til at følges med min far til mange forskellige begivenheder. Han var formand eller i bestyrelse for foredragsforening, ungdomsforening, menighedsråd, forsamlingshus, fjerkræavlerforening, kvægavlerforening, landboforening, mejeribestyrelsen, m.fl.

Det bevirkede, at han var meget borte om aftenen, og at jeg havde den ubehagelige opgave at rense hans cykellygte- en karbidlampe, som stank skrækkeligt.

Jeg husker også alle de kunstnere, som kom i håb om at få et job med oplæsning, musik, sang, foredrag i en af foreningerne. Nis Petersen, som boede ved Silkeborg, kom gerne vandrende, og jeg husker han fortalte, at han havde sat sig på en grøftekant for at spise sine medbragte klemmer. En vagabond kom og satte sig ved siden af og udbredte sig om sit store kendskab til kvinder. Dette havde Nis moret sig meget over. Når jeg husker dette, skyldes det, at jeg nok kun var fem  år og ikke anede, hvad en vagabond var. Det havde jeg grundet meget over. Denne tildragelse dukkede op i min erindring, da jeg for ca. 10 år siden løb på hans vise ”Se noèn er jo skab at danse med..” Han havde sat sin oplevelse på vers.

En af fars gode venner var pastor Barfoed i nabosognet og hans sønner Per (P. Sørensen Fugholm), Viggo (Ærbødigst) og Svend. Sidstnævnte blev præst og skrev især om religiøse emner. De andre to var meget morsomme, og de fleste kender sikkert nogle af deres viser.

Morten Korch var jævnlig gæst, han elskede at høre sig selv læse op af sine kærlighedsromaner , som ofte havde vor egn som hjemsted for handlingen.

Han var en meget venlig mand, men jeg hadede at blive klappet på min den gang store lysegule krøllede paryk. Jeg husker også min fars ord lige efter at Sigfred Petersen havde forladt os: ”Han er enormt dygtig, men hvor drikker han dog mange øller”. Hans forældre og brødre boede nogle få km fra os, og alle spillede et instrument. Hele familien tog ud for at spille til bal, dilettant eller anden fest.

Når Sigfred var hjemme for at besøge familien, kom han gerne til min far i håb om at få et job, så han kunne tjene til togbilletten hjem til København.

En af de morsomste af de kunstnere, jeg husker, var en mand fra Assens. Han brugte vinteren til at skrive kærligheds romaner – Kærlighed ved Gadekæret o.l. Hver forsommer kom bøgerne på bagagebæreren og harmonikaen på ryggen. Så besøgte han bøndergårdene for at sælge sine bøger.

Han kom gerne lige ved middagstid (som så mange andre), så var han sikker på at blive budt med til middagsmaden. Når maden var fortæret, skulle vi ud på gårdspladsen, hvor han dansede rundt med store spring, mens han sang af fuld hals og spillede harmonika til. Far købte altid en bog af ham, som han læste et kapitel op af for karlene og pigerne efter middagen eller om aftenen. Dagens avis blev i øvrigt også læst op for vore karle og piger.

Som ung mand kom jeg til at høre en oplæsning af Erik Mørk. Det faldt jeg pladask for. Jeg gik til alle de oplæsninger, jeg kunne og efterlignede ham, til jeg fandt min egen stil. Sidst i 1960èrne boede Benny Andersen på Kastanie Allé, omtrent over for Balck. Hans Svantes Viser og især hans noveller var lige min gade. Det kan man derimod ikke sige om Povl Dissing, men jeg har forliget mig med ham. Men der findes faktisk visse åndsprodukter, der vinder ved at blive udsat for hans behandling. Benny Andersen har jo flere gange været på besøg i vor viseforening. Han spiller stadig guddommeligt, hans oplæsning og sang er derimod gået fløjten, men andet kan man vel heller ikke forvente i hans alder. – min egen sangstemme er der jo heller ikke meget tilbage af.

Tidligere har jeg været ivrig besøger på maleriudstillinger og messer. Jeg har kendt adskillige kunstmalere, men de har ikke kunnet klare sig for tidens tand. På Spejdernes Genbrug har jeg især arbejdet med bøger og kunst. Det afspejler min interessesfære.

Arne Skjelsagers engagement udi visens ædle kunst har givet ham mange venner over hele landet. Her ses han sammen med Tove og Per Mark ved Cirkusrevyen på Nybo Kro i 2008.
Arne Skjelsagers engagement udi visens ædle kunst har givet ham mange venner over hele landet. Her ses han sammen med Tove og Per Mark ved Cirkusrevyen på Nybo Kro i 2008.

Visen som menneskeligt udtryk
Visen skal sikkert ses i forbindelse med mine musikalske aktiviteter og min beundring for Erik Mørks præstation som oplæser. Erik Mørk har bidraget til min bestandige stræben efter at udtrykke mig på en måde, som på kort tid giver lytteren et alsidigt og klart indblik i den/de personers hele adfærd og tanker, jeg som oplæser og sanger repræsenterer. En vise er jo en historie på rimede vers. Den kan serveres med eller uden musikledsagelse. Musikken er sekundær, ordene det primære,men musikken er egnet til at understøtte visens ordlyd og må derfor aldrig overdøve eller kræve speciel interesse fra lytterne, da dette vil kræve en interessedeling mellem musik og visens budskab. En dygtig visekunstner behøver ingen musikledsagelse. De midler en visesanger har til at indprente budskabet skal bruges, altså mimik, pauser, modulering, hastighed og kropssprog. Den, der akkompagnerer sig selv, vil selvsagt være hæmmet. Efter min opfattelse er Gunnar Syrèn en af vor tids bedste visesangere.

Man kan fortælle en historie i almindeligt  talesprog, men gør man det i viseform, er der langt større chance for at trænge ind, blive forstået og husket af lytterne. Mange giver sig ud for at være visesangere – de er skønsangere. Visesang er solosang, parlering eller recitering, kan også være duet sang ,men det sidste er ikke så almindeligt.

 

Man skal lære noget hele livet. Derfor deltager Arne og Annet så godt som altid i sommerens kurser på Uldum Højskole. På billedet ses han i en øm duet med Bente Lysdahl, ligeledes fra Visens Venner Furesø. Året er 2004.
Man skal lære noget hele livet. Derfor deltager Arne og Annet så godt som altid i sommerens kurser på Uldum Højskole.
På billedet ses han i en øm duet med Bente Lysdahl,  ligeledes fra Visens Venner Furesø. Året er 2004.

Musikalske favoritter
Dem er der mange af. Hvis vi nøjes med at nævne dem, som har med viser at gøre, skrumper antallet betydeligt, og det er vanskeligt at nævne en frem for en anden. Jeppe Aakjær digter om livet på landet, som jeg oplevede de i min barndom. Karen G. havde et talent for at lave små ubetydelige tildragelser om til en munter begivenhed. Carl Erik Sørensens evner til at frembringe rim er vist aldrig overgået og den måde han behandler sine emner på er ubeskrivelig. Benny Andersen, Halfdan Rasmussen, Sigfred Petersen, Carl Michael Bellman, Evert Taube – ja man kan jo blive ved – der er mange flere, som hver på sin måde har beriget vor viseskat, og som vi må beundre.

Det samme gælder fortolkerne af deres produkter. Her kan man passende nævne Carl Erik Sørensen igen, men her kommer jeg ikke uden om at nævne Gunnar Syrèn – især som Bellmanfortolker.

Jeg må nævne Poul Dissing. Jeg bryder mig ikke om hans visefremførelse. Den er ikke smuk, men den er så speciel, at budskabet når frem, derfor kan jeg ikke fordømme den. I øvrigt synes jeg vi har mange gode visesangere her i landet, men alt for mange af dem som kalder sig visesangere synger vore viser som skønsang og det er synd.

Lad mig til slutte denne afdeling med at  anbefale vore visesangere at besøge andre viseforeninger. Det kan give gode ideer og jeres repertoire et frisk pust.

Arne Skjelsager var en statelig herre, der passede sin virksomhed med omhu og succes, samtidig med sine aktiviteter i det lokale erhvervsliv i Nymølle.
Arne Skjelsager var en statelig herre, der passede sin virksomhed med omhu og succes, samtidig med sine aktiviteter i det lokale erhvervsliv i Nymølle.

Min uddannelse og professionelle karriere
Efter Præliminæreksamen kom jeg i lære på kontoret hos FAF i Odense og fik efter 3 års læretid Handelsmedhjælpereksamen. Jeg havde gjort mig bemærket overfor en leverandør ved at løse nogle indviklede regnskabsproblemer vedr. samhandelen mellem ham og FAF. Som en slags anerkendelse skaffede han mig legater, så jeg kunne fortsætte min uddannelse efter læretiden på
Den Fynske Handelsdagskole (Tietgenskolen).

FAF engagerede mig til om aftenen at udføre kalkulationer m.m. Vor tysklærer blev imidlertid syg, og skolen kunne ikke skaffe en uddannet lærer, hvorfor jeg tog mig af oplæring af mine skolekammerater i Tysk handels- og erhvervsprog  og korrespondance. I 1948 fik jeg – sagde rektor i sin tale ved årsafslutningen – ”den bedste eksamen siden Thorkild Kristensen (øgenavn Thorkild Livrem, Professor og finansminister) dimitterede fra skolen.

Skumgummi blev livets vej for den ihærdige virksomhedsejer. Her ses han på sin virksomhed på Industrivej i Nymølle.
Skumgummi blev livets vej for den ihærdige virksomhedsejer. Her ses han på sin virksomhed på Industrivej i Nymølle.

Ovennævnte leverandør anbefalede mig til Otto Sandgreen, St. Kongensgade, som dengang var landets største importør af tekstil m.m. Han ansatte mig i sin afdeling for kontormaskiner, organisationsvejledning, formularer og tryksager. Her konstruerede jeg et nyt bogholderisystem, som jeg har set i brug mange år senere og jeg havde min daglige gang i Handelsministeriet og på børsen de følgende fem år for at få godkendt formularer o.l. Samtidig læste jeg til HA på Handelshøjskolen(Copenhagen Business School).

Dengang kunne man arbejde om dagen og læse om aftenen. Det var virkelig hårdt, for jeg var nu gift og boede i Bagsværd. Jeg fik min eksamen som civiløkonom 1953. Dagstudiet tog 3 år, aftenstudiet 5 år.

Opfandt den selvklæbende tætningsliste
Da der ikke var nogen stilling ledig, som jeg syntes om, startede jeg min egen virksomhed med en kapital på kr. 1200,- med landbrugsartikler, såsom høstbindegarn, drivremme, traktorpuder af skumgummi m.m. Jeg kunne lige holde skindet på næsen, men heller ikke mere. Jeg var så heldig at få en levering skumgummipuder til kontorstole. Det skulle have været til traktorer, men i stedet for at returnere dem, tog jeg dem med til København, til Lille Strandstræde, hvor jeg forsøgte at sælge dem på kontorerne. Dengang var kontorstolesæderne af træ. Allerede på det første kontor, jeg besøgte, solgte jeg mere end jeg normalt solgte ude hos landmændene på en hel uge. Jeg har ikke været ude for at sælge til landmændene siden. Man skulle næsten begå åndelig voldtægt for at få dem til at købe en traktorpude – Brugsens sæk er jo billigere.

Da jeg startede, boede vi i et lille parcelhus i Bagsværd. Barneværelset blev brugt til varelager. Det blev hurtigt for lille, hvorfor jeg lejede først et, så yderligere et værelse af en pensioneret direktør fra ØK. Det lå overfor suppeterrinen på Østerbrogade. Jeg opfandt den selvklæbende tætningsliste. Året efter kom Hansaplast med en efterligning, som var bedre end min, men salget steg og steg, så jeg flyttede til Vangede til en villakælder.

Jeg fandt på at lave velouriserede bademåtter og sengeforliggere af skumplast – og salget steg. Mit firma flyttede til et større lokale i Bagsværd – og salget steg.

Vi havde begyndt at sælge til møbelforretninger, farvehandlere m.fl., berejste hele landet med fem repræsentanter, tilskar, limede og udstansede skum til alskens formål.

Pyrolyseværket på Amager annoncerede nogle barakker til salg. Jeg tog derud. Der var en masse mennesker. Jeg gik hurtigt gennem dem, konstaterede, at det var et godt tilbud og købte dem alle for næsen af mindst 100 interesserede, som råbte og skreg om svindel m.m., men der var intet at gøre, jeg havde straks betalt dem, så det var mine.

Imidlertid fik jeg et problem. Jeg havde intet sted at anbringe dem, og de skulle fjernes i løbet af otte dage. Det lykkedes for mig at få dem solgt i tide for det 3-dobbelte beløb.

Derved fik jeg råd til at købe en grund i Farum og en husvildebarak fra 1. verdenskrig. Du kan se det på Rugmarken 12 i Farum. Min svigerfar hjalp mig med at få den genopbygget, og jeg fik ved almindelig belåning så mange penge, at jeg fik råd til at købe maskiner til industriel fremstilling af skumartikler.

Og omsætningen steg. De store fabriksvirksomheder mente åbenbart jeg fik for stor omsætning til detailhandlere og startede deres egne salgsorganisationer til dette marked. Min omsætning sank, og jeg svarede igen ved at sende sælgere ud til møbelpolstrere, grossister og fabrikker – og min omsætning 4-dobledes -måske fordi jeg personlig havde lettere ved at se, hvad markedet krævede og fordi vi i min trods alt mindre virksomhed havde lettere ved at omstille sig. Jeg omdannede firmaet til et aktieselskab og købte en industrigrund på Industrivej i Nymølle ved Lynge, hvor vi opførte 2 haller og nogle år senere yderligere en hal.

En større autopolstrer i København spurgte om vi kunne laminere tekstilmetervarer til løse indtræk til biler. Det fandt vi ud af. Hvordan vi bar os ad er ubeskrivelig, så det undlader vi, men det medførte at vi blev i stand til at fremstille en hel masse andre varer, som for længst har overlevet de løse autoindtræk, f.eks. svampe til køkkenbrug og hundeørepuder,som anvendes af dyrlæger over hele verden.

I over 20 år har jeg været formand for Industriforeningen i Nymølle.

Da jeg passerede de 70 år,  overlod jeg styret til en af mine sønner.

Den 8. august 1992 blev Arne Skjelsager viet til sin 2. hustru, Annet Laursen.
Den 8. august 1992 blev Arne Skjelsager viet til sin 2. hustru, Annet Laursen.