Gæsterne stod i kø, da Visens Venner åbnede dørene til forårets traditionsrige musikfestival på Skovgården. Flere måtte stå op, men de tog det med godt humør.

 

Tekst: Jørgen Nielsen Fotos: Trine Baden

Det blev igen et tilløbsstykke, da Visens Venner i Furesø deltog i Skovgårdens musikfestival torsdag den 21. maj 2015.

Tilskuerne havde svært ved at finde en ledig plads, men alle fik stemt sindet til glæde, eftertænksomhed og ikke mindst latter, da de lokale visesangere fik stemt guitaren og fundet melodien.

Eftermiddagens vise-vært var naturligvis John Osted. Han havde sammensat et bredt og vidtfavnende program med udgangspunkt i Sigfred Pedersen og Niels Clemmensens “Nu går våren gennem Nyhavn”, Benny Andersens “Det er forår og alting springer ud” og naturligvis Benny Andersens :”Se, hvilken morgenstund”, og så var tonen slået an.

 

 

Det var Hanne Juel, der stod først i rækken af solister. Hun foredrog fint og nænsomt Mogens Lorentsens og My Gôtas “Forårsnat”, Sigfred Pedersen og Niels Clemmensens “Ravhjertet” og “Musens sang”, fra musicalen “Mød mig på Cassiopeia”, og hun sang den som om den i virkeligheden var skrevet til hende.

Jørgen og Laila Nielsen havde komponeret en “komedie” efter samme principper som Dante Alighieri (1265-1321). Den gang var en “komedie” et digt eller et drama, der begyndte meget trist, sort, og uhyggeligt, og derefter blev det mere og mere kærligt, dejlig og guddommeligt.

På Skovgården begyndte “komedien” med to sange fra Kim Larsens og Brødrene Peter og Anders Lund Madsen fra deres musical “Mr. Nice Guy”, nemlig  “Stille” og “Avenu”, som jo næsten er blevet danskernes 2. nationalsang.

Jørgen Nielsen satte sig til klaveret, da deres “Komedie” sluttede med Ludvig Brandstrups danske tekst til Alice Babs’ “”Swing it, Magistren, swing it” og Klaus Rifbjergs og Bent Fabricius Bjerres “Jeg sætter min hat som jeg vil”.

 

 

Jørgen Johansen er kendt som visesangernes 1. violin, men han behersker også i den grad kunsten at foredrage en vise, som får hjerterne til at slå nogle ekstra slag, og  øjnene bliver fugtige. Det demonstrerede han også på Skovgården med Harald H. Lund og Poul Godskes “Nu går det godt”, og Harald H. Lunds og Ivan Pedersens “En ommer”.

 

Herdis Kvarnø er  et livstykke af de sjældne. Hun tager sit udgangspunkt i sandheden og virkeligheden, og hendes sange bærer præg af hendes store viden om kærligheden og dens væsen. På skovgården hørte “Mit gamle Tivoli”, “Så nynner jeg en strofe”, Mit kirsebærtræ” af Karen G. og Herdis lærermester, Otto Hænning, der også skrev hendes sidste sidste sang, “Drilagtigt forår”.

 

Laila Maegaard tændte for lattermusklerne især hos den kvindelige del af publikum med sine sange: “Umoralsk vise” af Tove Ditlevsen og Oda Gjerløv, “Giro 413 – Hip Hurra” og ikke mindst “Nedtrapningsvise”, hvis skabere ikke er kendt af redaktionen. Sangen handler den lille dame, der tager frygtelig hævn over alle de mænd, der har været grove og ubehøvlede over for hende gennem et langt liv. Og de sange fik taget til at løfte sig på Skovgården.

Også denne eftermiddag på Skovgården blev ledet musikalsk af  Grete Hermansen.